top of page

OM TRAUMEINFORMERET KROPSTERAPI

En Traumeinformeret Kropsterapeuts opgave er at støtte dig på rejsen mod et friere liv med færre begrænsninger og mindre modstand. At skabe et rum hvor krop, sind og energi kan finde balance, så du står stærkest muligt i dig selv. Din krop er klog og kender selv vejen når den får støtte og ressourcer.

DSC01088-web.jpg
DSC01126-web.jpg

Hvilke traumer der sætter sig i vores krop og hvordan de kommer til udtryk er individuelt. En voldsom situation kan få vidt forskellig betydning for to mennesker. Det, vi har til fælles er, at når oplevelsen er ovre, er det altafgørende for vores videre forløb, at vi genfinder tryghed og får reguleret nervesystemet i ro. Hvis ikke det sker, så bliver energien fra oplevelsen i kroppen og sætter sig bla. som en indstilling i vores nervesystem.
 
Hvis vi som børn har manglet kærlighed eller tilregnelige, omsorgsfulde voksne, kan vi være sårbare ved udfordringer senere i livet. Vores krop tager form efter vores erfaringer og nervesystemet alarmeres måske let. Det kan være svært at skabe kontakt til kroppen igen. Vi går måske i "frys" eller dissocierer. Kroppen har udviklet disse bekyttelsesstrategier for at passe på os og jo tidligere de er opstået, jo mere prominente, kan de føles. De bor ikke bare i vores nervesystem, men er indlejrede i den måde, vores krop har formet sig på i mødet med verden.

Det er her Traumeinformeret Kropsterapi kommer ind i billedet. Vi kan nemlig ikke hele, finde ro eller regulere vores nervesystem, hvis vi ikke føler os trygge. Som traumeinformeret kropsterapeut er den vigtigste opgave derfor at skabe et relativt trygt rum for klienten og etablere en tillidsfuld relation. Dette er den basale intention med enhver session. Når vi føler os trygge, er vores krop nemlig eminent til at oprette balance og udbedre skader. Vores væv kan slippe spændinger, nervesystemet kan reguleres og sindet får dermed også nye erfaringer og har mulighed for at skabe nye relationelle vaner. Vi begynder at se færre trusler omkring os.

Helt konkret betyder det, at TIK-terapeuten er ansvarlig for rummet, men at du som klient har autoriteten. Du vil ikke bevidste blive presset eller udfordret af terapeuten hverken fysisk eller mentalt. I stedet vil fokus være på sansninger og fornemmelser i din krop samt på din fornemmelse og forbindelse til den, dine behov og grænser. Du er påklædt under sessionen, som oftest starter med en kortere eller længere snak, efterfulgt af en blid behandling på briks. Her indhentes der løbende samtykke og du inviteres til at lægge mærke til din krops reaktionsmønstre. 

 

Kroppens evne til at hele er stor, når vi formår at regulere nervesystemet mellem de forskellige tilstande i overenstemmelse med nutid og virkelighed. Vi kan nemlig kun regenerere når den ventral vagale gren af det autonome nervesystem er aktiveret og dette sker, når vi føler os trygge og ofte i samspil med andre. Derfor har mere konfronterende former for kropsterapi sjælden varig effekt, ved et autonomt nervesystem som går i frys eller dissocierer.

EvaloaSneakPeek-1.jpg

Traumeinformeret Kropsterapi handler om at respektere og lytte til nervesystem, cellulær hukommelse og kroppens historie. Lidt efter lidt at opbygge kapacitet og tillid, med en tryggere krop og et nervesystem som kan lade sig påvirke, men reguleres i ro. 

Kroppen er ressourcefuld, holder alle svarene og den vil os altid det bedste. Også når den virker som et utrygt sted at være, gør ondt eller angriber sig selv. Som klient hos en traumeinformeret kropsterapeut, har du en terapeut, som altid har en opmærksomhed omkring at respektere din krop og dens historie og samtidig på at regulere sit eget nervesystem, så I sammen kan kan navigere traumefarvandet med ro, respekt og tålmodighed.

Tilgangen er bl. a. baseret på forståelsen af det autonome nervesystem ud fra Polyvagal teorien af Stephen Porges og den formative psykologi af Stanley Keleman. Sessioner og forløb vil ofte indbefatte nogen grad af fysiologi- og neuroedukation.

Find en certificeret Traumeinformeret Kropsterapeut efter TIK tilgangen her

bottom of page